Vinpusheren på Aarhus Ø: Vil udfordre dit syn på vin

Michael Poulsen har rejst verden rundt for at finde de bedste vine. Nu har han taget en masse af dem med til Aarhus Ø, hvor han har en afdeling af sin butik, Vinpusheren.“Det er sjovere at fortælle en ny historie, end at forsøge at fortælle en gammel historie igen,” siger han.

Vinpusheren. Michael Poulsen i Otaku Store på Aarhus Ø.

En solbeskinnet formiddag på Aarhus Ø møder jeg Vinpusheren. Jeg sidder overfor ham på en træstol og ser bag ham et hav af vine. På træbordet foran os er der ingen vine at se. Endnu.

Michael Poulsen har rejst verden rundt for at tage smagsoplevelser med hjem - og de kan købes i hans butik: Vinpusheren. Michael Poulsen har sit hovedsæde i Højbjerg. Men sidste år blev hans forretning lidt større. Vinpusheren har fået plads i den ene ende af Otaku Store på Aarhus Ø. 

"Da jeg startede for 22 år siden, syntes jeg, at vinverdenen var præget af støvede mænd i

læder-forklæder og gamle vinjournalister. De formidlede vin på en kedelig og støvet måde. Så min passion og vision blev at fortælle om vin på en jordnær og passioneret måde". 

Men det var faktisk ikke vinen, som det hele startede med, fortæller Vinpusheren. 

“For mig er vin en afledt passion. Det hele startede med mad. Som 12-13-årig lavede jeg meget mad, og på et eller andet tidspunkt sneg vin sig ind og blev en del af det. Faktisk kunne jeg ikke lide rødvin indtil sidst i teenageårene.”

Michael Poulsen har 22 års erfaring med vin og har rejst vidt og bredt

“Jeg ville gerne være Jørgen Leth”

Egentlig læste Michael Poulsen som ung journalistik. Men det var ikke det rette for ham.

“Da jeg havde gennemført de første tre semestre på journalisthøjskolen og var i praktik på Vejle Amts folkeblad, besluttede jeg mig for, at det ikke skulle være dét jeg skulle lave. Det skulle handle om vin eller mad i stedet for. Og det blev vin,” siger han.

“Jeg ville gerne være Jørgen Leth. Kommentere cykelløb, skrive restaurantanmeldelser og skrive en bog i ny og næ. Men udsigterne var lange til sådan et job - og nyhedsjournalistik synes jeg ikke var specielt tillokkende.” 

I stedet for blev Michael Poulsens viden om vin koblet sammen med hans passion for at fortælle historier. “Det udmønter sig i, at jeg i 2004 udgiver min første kogebog, som er baseret på at tænke anderledes. Hvor det ikke handler om om at vælge retten omkring vinen, men i stedet for at vælge vinen og så lave maden dertil. Selv på internationalt niveau var det noget helt nyt i 2004”.

Og hvis man skal lære noget om vin. Så skal man se cykelløb fortæller Michael Poulsen

“Cykelløb er en fantastisk mulighed for at blive klogere på landskabet - noget du ikke kan opleve i bil. Du kan komme til at forstå, hvorfor vinen måske smager, som den gør, og ser ud som den gør.”

Landskabet og det geografiske har en stor betydning for, hvordan vin smager. Om en drue står på skyggesiden eller i sollyset. Den information kan man genopdage, når man ser cykelløb,” understreger han.

“Jeg vil gerne ud i andre afkroge” fortæller Michael Poulsen

Vil ud i andre afkroge

“Jeg har været rigtig mange steder. Vi har [som familie, red.] også haft lyst til at rejse, og min kone har været i rejsebranchen i mange år. Jeg har været i de fleste europæiske vin-områder relativt ofte, men også Australien, New Zealand, Sydafrika og Californien.”

Nej, hvor må være det fedt at rejse hele tiden bliver Michael tit spurgt.

“Jo, det er det også langt hen af vejen,” understreger Michael, men: 

“Det, som er særligt fedt, er at møde nogle mennesker, som man kan få en særlig relation til, som strækker sig udover en normal business relation. Når du har stået i 400-500 vinkældre i dit liv, så begynder de også at ligne hinanden.”

Vin-verdenen består af et hav af viden, og “alle kan læse sig til, hvad der er det rigtige.”

Men som Vinpusheren siger: “Jeg vil gerne ud i andre afkroge.”

“I stedet for at tage de mest kendte steder hen, som alle er enige om, de bedste vine kommer fra, så tog jeg ud i et lille sideområde, som ingen havde hørt om,” fortæller Michael om starten af eventyret. 

“Jeg fandt ud af, at de var sådan set lige så dygtige. Og det var en sjovere historie at fortælle end at fortælle historien om Bordeaux eller Mosel, som alle har hørt om 100 gange før.”

De 4 flasker, som Michael inviterer mig til at se nærmere på

Fire flasker på bordet

Efter et kvarters snak med Otaku’s udsendte har Michael udvalgt fire vine med hver deres historie. Fra Italiens Piemonte til østrigsk vin af violinister i Wien. Den ene anekdote følger efter den anden, og pludselig står vi med fire vine på bordet, som jeg får lyst til at smage. 

Vinpusheren vil gerne udfordre folk og deres typiske konservative indstilling til vin.

“Vi gør det i øjeblikket med vin fra Spanien. De fleste har en opfattelse af spanien som tunge vine fra Rioja etc. Typisk er det mørke vine, masser af fad og høj alkohol. Vine, som var voldsomt populære for 10-20 år siden. Men det er ikke moderne længere. Vi har kastet os ud i alle mulige mærkelige afkroge af Spanien, hvor de laver autentisk vin, som er meget mere elegant og frisk. Eksempelvis fra det nord-vestlige spanien til Alicante sydpå.  

I sin søgen efter at finde den gode vin har Michael Poulsen et par grundkrav. 

Vinene skal “være repræsentative, autentiske, lavet ordentligt, helst økologisk og bæredygtigt.” 

Men vigtigst for ham er: 

“Jeg vil hellere gå ind i tingene med et åbent sind og se, hvad der sker”.

Og selvom historierne bærer meget af tyngden af vinoplevelsen, så “er det vigtigt, at vores historier har substans og ikke bare er en historie for historiens skyld. Hvis vinen ikke smager godt, når du kommer hjem med vinen, så har vi ikke gjort det godt nok.”

Oplev det hele på Aarhus Ø

Hvis du også er nysgerrig på flere historier og at blive udfordret på din opfattelse af vin , så kan du opleve udvalget af vine og bliv hjulpet i gang i Vinpusherens butik i Otaku Store alle hverdage undtagen mandag og søndag.

Vinpusheren har åbent:

Åbningstider:  

Mandag: Lukket
Tirsdag – onsdag: 11:30-17:30
Onsdag: 11:30-17:30
Torsdag: 11:30-19:00
Fredag: 11.30-22:00
Lørdag: 10:00 – 22:00
Søndag: Lukket


Skrevet af Lloyd Revald. Foto: Lloyd Revald

Forrige
Forrige

Blomus. Stilfuld tysk design er landet på Aarhus Ø.

Næste
Næste

Duus&Møller i Otaku Store